Af Karen Kildahl, medstifter af "Center for Børn og Unges Søvn" samt søvnolog, børnesundhedsvejleder og jordemoder.
Utrolig mange små børn vækker sig selv fordi deres mororefleks udløses under søvn.
Den hedder på engelsk Starte-refleksen, som betyder forskrække. Og det giver god mening, for det er netop en primitiv refleks, som udløses under en forskrækkelse. Den udmønter sig i, at barnet meget hurtigt strækker arme og ben ud, og fingrene spredes helt, som om hele kroppen åbner op. Derefter tager barnet armene ind til kroppen igen over brystet. Mange børn begynder herefter at græde som en reaktion på, at refleksen blev udløst.
Man ser oftest denne refleks i fuld vigør fra fødslen og indtil 3-4 måneders alderen.
Der er formodentlig flere årsager til, at mennesker har denne refleks. Nogle kalder den også fald-refleksen og mener, at den vil beskytte et barn der falder fra at ramme gulvet med hovedet først, som er det mest udsatte på et barn. Refleksen vil gøre, at barnets arme og ben tager fra først. Andre mener, at refleksen mest tjener det formål at udvikle vestibulærsansen, som er ansvarlig for opretholdelse af balance og vores følelse af, hvor vi er i rummet.
Uanset årsag så er det utroligt forstyrrende for søvnen. For barnet bliver ekstremt forskrækket, og det er altså svært at falde i søvn igen, lige efter man er blevet meget bange. Derfor kan vi med fordel tale om, hvordan vi hjælper barnet til at lave færre spjæt og sove bedre.
Før vi kommer til, hvad man kan gøre, skal vi lige have fat i vestibulærsansen igen.
På dansk kaldet labyrintsansen. Den er lokaliseret i det indre øre og består af tre kanaler med væske i. Når vi drejer hovedet i forskellige retninger, bevæger væsken sig, og stimulerer nogle hårceller, der sidder i labyrinten. Denne stimulering fortæller hjernen, hvordan vores hoved er positioneret, og på den måde giver det balance og kropsfornemmelse. Sansen får også hjælp fra synet og leddene.
Det er virkelig godt for søvnen at have en god vestibulærsans, for når dén ikke fungerer særlig godt, er nervesystemet på overarbejde. Hos de små børn kan man derfor med fordel udfordre deres balance i dagstid. For spædbarnet kan man danse med barnet i favnen. Rundt og rundt. Stille og roligt. Gå ned i knæ så barnet også får “fald-følelsen” i dagstid. Lad barnet kigge på ting, der bevæger sig. Gynger, uroer og lignende så øjne og hoved kommer i forskellige positioner. Læg barnet i et lagen og sving forsigtigt med barnet fra side til side. En sansegynge der kan dreje rundt, er også en god ting. Opmuntrer til tril og vildskab.
Hos det lidt større barn kan sådan noget som at kaste ballon til hinanden, hvor hovedet kommer i forskellige positioner, være godt. Dreje på kontorstol, hoppe på trampolin, gynge, sidde i gyngestol, ligge i hængekøje, vende på hovedet osv.
Om natten kan barnet med fordel sove med en tyngdedyne.
Den kan hjælpe barnet til at “holde sammen på kroppen” hvis mororefleksen udløses, så det ikke føles så voldsomt. Tyngde er en fremragende efterfølger til svøbet. Den skaber ro i nervesystemet, fordi den både stimulerer muskel-ledsansen og føle-sansen. Børn der sover uroligt, har stor glæde af at blive stimuleret på netop disse to sanser samt den sidste sans; nemlig labyrintsansen. Og den har du styr på nu. Så i gang med at dreje!
Mororefleksen er en medfødt refleks, og den er en automatisk respons fra vores nervesystem. Man kan derfor ikke kontrollere den. Men er den først udløst så skab et sikkert og trygt miljø. Saml barnet og kram det. Giv faste tryk på kroppen og tal med rolig stemme. Refleksen forsvinder af sig selv, i takt med at barnet
