Af Karen Kildahl, medstifter af "Center for Børn og Unges Søvn" samt søvnolog, børnesundhedsvejleder og jordemoder.

Den anden dag spurgte en ældre dame mig: “hvorfor sover børn dog ikke bare”?

Jeg forstår godt, hvorfor hun spørger. Var jeg gået længere ind i samtalen om emnet, ville hun helst sikkert have fortalt mig, at den slags problemer havde man altså ikke i gamle dage. Det ved jeg, for jeg har talt med mange gamle damer gennem tiden. Men hvad er det egentlig så, der foregår? Hvorfor sover de børn ikke bare? Jeg er ikke sikker på, at man ikke havde den slags problemer i “gamle dage”, men jeg er klar til at fortælle dig, hvad mine flere tusinde kontakter til forældre med børn med søvnudfordringer fortæller mig.

I mange lande opdeler man søvnudfordringer i tre kategorier. Først kigger man på, om man er genetisk disponeret til at være udfordret på sin søvn. Derefter må man overveje, om der er en udløsende årsag til dårlig søvn og til sidst, om der er en adfærd omkring søvnen, som fastholder den dårlige søvn.

Det var teorien. Lad os dykke ned i hvordan det ser ud i praksis

Der er KÆMPE forskel på os som mennesker. Nogle af os skulle i urtiden gå på jagt og være modige. Nogle af os skulle være mere ængstelige og sørge for, at der var gang i et bål om natten, så vi ikke blev ædt af vilde dyr. Nu er de vilde dyr skiftet ud med indbrudstyve og bekymrende tanker, men det gælder stadig. Nogle mennesker sover fremragende, og der skal meget til at ændre dette. Andre sover let og forstyrres let. Nogle børn har altså et virkelig godt sovehjerte, og andre børn er mere “PÅ”. Jeg kalder dem lidt for sjov FOMO-børn . Det kan du som forælder altså ikke ændre på. Jeg kalder det derfor nogle gange vores “søvnskæbne”.

Hos voksne hedder det hovedpine, bekymringer, stress, sorg osv. Alle ting der fysisk eller psykisk presser mennesket påvirker søvnen. Listen hos børn er alenlang.

Smerter, sult, forstoppelse, tænder, feber, motorisk udvikling, mental udvikling, hoste, snot, øreproblemer, luft i maven, refluks, allergier, mareridt, night terror, sengevædning, frygt, søvngængeri, institutionsstart, vacciner, skilsmisser, mobning, og jeg kunne blive ved. Og helt ærligt så er særligt det første år med børn bare én “skøn” gryderet af disse elementer. Min erfaring er, at det er svært at komme ret langt med søvnhygiejne, hvis der er en udløsende årsag til dårlig søvn, der står og “larmer”.

Her kan vi jo i sagens natur ændre noget. Men det er nogle gange nemmere sagt end gjort. Hos voksne kan en udløsende årsag være den oprindelige årsag til dårlig søvn, men da voksne Anne begyndte at ligge vågen om aftenen, fordi hun bekymrede sig for sin mor, begyndte hun også at frygte, at hun heller ikke kunne sove. Hun stod op igen, kiggede på sin telefon og nu overtager adfærden årsagen til den udfordrende søvn.

Hos børnefamilier kan det se sådan her ud:

Lille Eva havde en hård start på livet. Hun havde en svær fødsel, ammeopstart og uro de første måneder af sit liv. Derfor havde hun svært ved at sove, og derfor sørgede Evas søde forældre for at få hende til at sove, ved at gøre ALT det der virkede. Vug, hoppe, pilatesbold, emhætte. Men nu hvor Eva egentlig har fået det bedre, er det blevet en vane. Det er ikke nogens skyld, for det var virkelig nødvendigt, da hun var presset og det var uendeligt godt, at Evas forældre hjalp hende til søvn, men nu fastholder adfærden dårlig søvn.

Hos Alfred, som går i børnehave, startede det da han som 2,5 årig blev bange for mørke og sov for lange lure i dagstid. (dette var den udløsende årsag) Putningen trak gevaldigt ud og alle i huset var frustrerede over, at alle aftener gik med at putte. Måske endte det med en iPad. Så nu er far og mor usikre. Alfred er forvirret, og stemningen omkring putning er nu stressfuld, og søvnens værste fjende er stress.

Jeg håber virkelig, at du kan se, at historien om ”hvorfor børn dog ikke bare sover” faktisk er utrolig kompleks. Derfor skal vi også være kærligere over for os selv og hinanden. Og det skal de gamle damer også. For søvn er ikke BARE noget, man lige gør.